Mod, indignation, vilje og forstand – hvis nogen kvinde skulle have en statue, så kan man begynde med Nina Smith

Er statuer, som retter op på historiens manglende ligestilling mon resortområde for en ligestillingsminister eller en kulturminister? Vi har fået svaret. Det er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og ikke ligestillingsminister Marie Bjerre (V), som løber med ideen om at få rejst nogle statuer af markante kvinder. Det er et hårdtslående argument, når Jacob Engel-Schmidt kan pege på, at der er flere statuer af fabeldyr end af kvinder rundtomkring på hæderspladserne i de danske byer. Man skal imidlertid passe på, hvad man ønsker sig, når nu talen falder på statuer. I Fårevejle Stationsby i Nordvestsjælland har det snart i 100 år været diskuteret, hvem byens statue egentlig forestiller. Historien er, at de taknemmelige indbyggere i Fårevejle gerne ville samle ind til en status af baron Zytphen-Adeler på Dragsholm for hans indsats for at forvandle Lammefjorden til landbrugsjord i 1870erne. Desværre viste det sig, at pengene ikke rakte. I stedet fik de lokale ildsjæle købt en billigere statue af hedens opdyrker Enrico Dalgas udført af billedhuggeren Rasmus M. Andersen, hvor man så nøjedes med at skifte hovedet ud. Det var også samme kunstner, som stod bag den prisbelønnede Dalgas-statue i Aarhus, som jeg ofte passerede på min vej til gymnasiet, da jeg voksede op i byen. Mysteriet om statuen i Fårevejle er vistnok stadig uopklaret. Så kære minister. Hvis der ikke er penge nok til ordentlige statuer af ordentlige kunstnere, så lad være. Jakob Engel-Schmidt foreslår selv en statue af iværksætteren Karen Volf, som vi alle kender for kagerne. Lad os endelig få en statue af hende, men hvorfor dog starte med en person, som er død for 78 år siden. »Mit gæt er, at historiske kvinders bronzebelagte tilstedeværelse i gadebilledet vil betyde nul og niks i en tid, hvor enhver teenager dyrker sine kvindeidoler på TikTok,« skriver min kollega, kulturredaktør Birgitte Borup, i et indlæg om statuedebatten, hvor hun vittigt påpeger, at moderne kvinder hellere vil have en robotstøvsuger end nogle statuer af oversete kvinder dybt begravet i en danmarkshistorie, som allerede er skrevet. Jeg er enig. Lad os begynde med at rejse statuer for kvinder i vores egen tid, som har gjort en forskel i nutiden, og som Birgitte Borup skriver »inkarnerer det, vi vil huske om hundrede år. Modet, indignationen og viljen til sprænge de rammer, der i dag heldigvis er videre end nogensinde«. Mod, indignation, vilje er gode ord. Man kunne tilføje et fjerde godt ord, som er forstand. De passer alle på mine 11 eksempler på erhvervskvinder og økonomer, som fortjener en statue i tilfældig rækkefølge – og så et bud på fem erhvervskvinder fra danmarkshistorien, som også kunne inspirere nutiden, herunder Karen Volf. 1. Stine Bosse, første kvindelige topchef i erhvervslivets superliga og kandidat til Europa-Parlamentet for Moderaterne (1963-) Hvis man skal tale om en kvinde, som har brudt et glasloft i de seneste årtier, så er det Stine Bosse. Man kan mene alt muligt om Stine Bosse, men den enkle sandhed er, at hun var den første kvinde i spidsen for en af Danmarks første og tungeste børsnoterede selskaber i årene 2003-2011, nemlig forsikringsgiganten Tryg. Karrieren har siden Tryg været omskiftelig med mange forskellige bestyrelsesposter, og snart er hun måske Moderaternes nye medlem af Europa-Parlamentet. Berlingskes tidligere erhvervskommentator Jens Chr. Hansen og Christian Nørr har skrevet en portrætbog om Stine Bosse. 2. Merete Eldrup, formand for Københavns Universitet og Nykredit (1963-) Merete Eldrup er en af de mest bemærkelsesværdige erhvervskvinder i de seneste årtier. Ud af en karriere som topembedsmand, som sikkert kunne have landet hende et job som departementschef, blev hun først topchef i JP/Politikens Hus og derefter for TV 2. Et par chefjob i toppen af medieverdenen er ikke helt nok til at få en statue, men man rykker tættere på, når man er formand for Københavns Universitet og formand for finansgiganten Nykredit. Det er måske også en af de to institutioner, som bør bekoste den. 3. Nina Smith, økonomiprofessor og kommissionsformand (1955-) Se at få bestilt skulptøren. Det kan kun gå for langsomt. Professor Nina Smith er sammen med Bodil Nyboe Andersen og Ellen Andersen i særklasse de tre kvindelige økonomer, som stikker ud fra flokken i dansk økonomisk historie. Hertil kan man indvende, at der ikke har været så mange store kvindelige danske økonomer. Svaret på den indvending er, at Nina Smith sagtens kan lade sig måle med de største danske økonomer gennem tiden, om de er mænd eller kvinder. I tre årtier har Nina Smith som økonom og som medlem af flere af de største økonomiske kommissioner præget indretningen af det moderne velfærdssamfund, senest som formand for kommissionen for de såkaldte andengenerationsreformer. Hun er også Danmarks første kvindelige vismand. Og så er hun en markant stemme i debatten og i forskningen omkring kvinders ligestilling, hvor hun ikke er bange for at skære problemerne hårdt ud, når hun provokerende dokumenterer, at kvinder er en underskudsforretning for samfundet. Nina Smith har siddet i bestyrelsen og var som formand for Forenet Kredit en fødselshjælper i at skabe den nye stærke udgave af finansgiganten Nykredit. Hun har hele pakken af mod, indignation, vilje og forstand. 4. Karen Frøsig, Sydbank (1958-) Når man har overlevet en finanskrise og et bestyrelsesoprør med en tidligere nationalbankdirektør i spidsen, så kan man et eller andet. Kort før Karen Frøsig stopper efter 16 år i spidsen for Sydbank, leverer hun det flotteste overskud i bankens historie. Sydbanks bestyrelse bør selv kunne se, at Karen Frøsig fortjener en statue. 5. Karin Salling, Salling Fondene (1943-) Enken efter købmanden Herman Salling har gjort det enestående fantastisk. Det er et kæmpe ansvar pludselig at sidde med ansvaret for en gigantisk virksomhed. Bag skabelsen af Danmarks største og mest succesfulde detailkæde står Karin Salling. Herman Salling døde i 2006. Det var fra 2014, at Dansk Supermarked begyndte at købe medejeren gennem næsten seks årtier, A. P. Møller Mærsk, ud. I 2017 er Dansk Supermarked igen en ren aarhusiansk dagligvaregigant med 67 milliarder i omsætning og 100 procent ejet af Købmand Herman Sallings Fond samt Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, hvor Karin Salling er næstformand. Siden 2012 har fondene bag Salling Group og deres kæder som Bilka, Netto og Føtex uddelt to milliarder til forskellige velgørende formål. Måske nogen savner indignationen hos Karin Salling. Måske. Der mangler imidlertid hverken mod eller vilje. 6. Marianne Jelved, økonomiminister (1943-) Marianne Jelved er ikke bare Danmarks første kvindelige økonomiminister, men også den længst siddende. Æren for reformpolitikken i 1990erne er ofte udelukkende gået til finansminister Mogens Lykketoft (S) og statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Jelveds stille insisteren var nu temmelig afgørende. Man kan indvende, at når der ikke er statuer af hverken Lykketoft og Nyrup, så er det lidt skævt at lave en stor statue af Marianne Jelved og håndtasken. Hvad så med en lille buste i det mindste, for hun var jo også De Radikales leder? 7. Bodil Nyboe Andersen, kongelig udnævnt nationalbankdirektør (1940-) Bodil Nyboe Andersen er Danmarks første kvindelige kongeligt udnævnte nationalbankdirektør. Ja, Danmarks første kvindelige nationalbankdirektør siden 1818. Der findes ikke mange glaslofter i erhvervslivet, som er større end at være kronens og fastkurspolitikkens vogter, især når man efterlader enorm respekt. Bodil Nyboe Andersen er i sin egen ret en anerkendt økonom og kunne sikkert have gjort en glimrende karriere som professor på Københavns Universitet. Det gjorde hun på en måde også, fordi hun efter at være stoppet som nationalbankdirektør blev formand for Københavns Universitet. Hendes søn er i øvrigt Kasper Holten, som er direktør for Det Kongelige Teater. 8. Frederikke Antonie Schmidt, grundlægger af Roccamore og forfatter (1983-) Måske det lige er tidligt nok at bestille en statue af Frederikke Antonie Schmidt, selvom jeg er sikker på, at hun er med på den. Grundlæggeren af skovirksomheden Roccamore passer imidlertid godt ind i rækken af markante erhvervskvinder og økonomer i danmarkshistorien, hvis målstokken er mod, indignation, vilje og forstand. Hun er iværksætter ligesom Henriette Danneskiold-Samsøe, Nikoline Nielsen og Karen Volf, og så er hun ligesom Olivia Nielsen og Nina Smith – du kan læse lidt mere om alle disse navne længere nede – en markant forkæmper for kvinders ligestilling. Lad os kalde hende en bobler, så kan vi lade de kommende år eller årtier bestemme, om der skal ringes til en skulptør. 9. Ellen Andersen, nationaløkonom og professor på Københavns Universitet, mor til den økonomiske model »Adam« (1937-2018) Alle kender faktisk Ellen Andersen. Bag enhver stor mand står nemlig som bekendt en kvinde. I dette tilfælde er manden den økonomiske model Adam, som i årtier har været hjertet i Finansministeriets, Danmarks Statistiks og bankernes regnemodeller. Når man har skullet vurdere effekterne af en eller anden politisk-økonomisk beslutning, har man siden 1970erne spurgt Ellen Andersens livsværk, Adam. Nu er man i disse år i gang med at indføre en ny økonomisk model i Finansministeriet, som hedder Makro. Hvorfor har man dog ikke kaldt den Ellen eller bare Eva i respekt for Ellen Andersens enorme og vedholdende arbejde? Det er egentlig både fantasiforladt og måske også en lille smule sexistisk. Ellen Andersen kunne være blevet Danmarks første kvindelige vismand, men hun sagde nej og var i stedet særlig sagkyndig i Det Økonomiske Råd. Ellen Andersen blev professor i økonomi i 1973. Hun var min første og meget frygtindgydende forlæser, da jeg startede på polit.-studiet i 1987. Ellen Andersen nyder kæmpe respekt blandt landets økonomer. Min kollega Ulrik Harald Bie, som også er cand.polit., og som såmænd har arbejdet sammen med Bodil Nyboe i Nationalbanken, fortæller, at Ellen Andersens vigtigste råd til de studerende var at tænke sig om i mødet med de økonomiske modeller og deres indsigter: »Bare fordi der er statistisk sammenhæng mellem fødselstallet i Sverige og rævebestanden i Frankrig, er det ikke det samme som, at der en sammenhæng. Det lærte vi af Ellen Andersen,« fortæller han. 10. Mette Koefoed Bjørnsen, økonom og forligsmand (1920-2008) Mette Koefoed Bjørnsen var Danmarks første kvindelige forligsmand og i øvrigt også en af de første formænd for pensionsgiganten ATP. Men det er som forligskvinden i Forligsinstitutionen, vi især kan huske den markante nationaløkonom, som i 30 år også var medredaktør af Statistisk Tiårsoversigt. En sjov detalje er, at hun også er direkte efterkommer af komponisten Carl Nielsen. 11. Johanne Louis-Hansen, grundlægger af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond (1915-2008) Johanne Louis-Hansen er kendt på en sådan lidt indirekte måde, nemlig som en del af navnet på en af Danmarks største velgørende fonde, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Bag ved det navn gemmer sig så igen en af Danmarks mest markante virksomheder, nemlig Coloplast. Virksomheden blev grundlagt af Aage Louis-Hansen i 1957, men han døde allerede i 1966. Da stod den 51-årige enke tilbage med ansvaret for virksomheden. Det forvaltede hun ligesom Karin Salling klogt og godt, indtil hun gradvist med årene overlod ansvaret til sin søn, Niels Peter Louis-Hansen. Johanne Louis-Hansen grundlagde den milliardfond, som i dag er kendt som Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Alene i de seneste fem år har fonden uddelt over 1,2 milliard kroner til velgørende formål, herunder ikke mindst til kunsten og kulturen, af de indtægter, som Coloplast skaber. Familien fører sig ikke frem, så det er måske den største forhindring for statue-projektet. Her er fem erhvervskvinder, som for længst skulle have haft en statue A. Nikoline Nielsen, grundlægger af Faxe Bryggeri, i dag en del af Royal Unibrew (1874-1951) Fun fact: I 1978 opkaldte Faxe Bryggeri Danmarks første sodavand uden farvestoffer efter Nikoline Nielsen og smykkede etiketten med en tegning af hende. B. Marie Krogh, akademiker, forsker, læge og doktor, skabte grundlaget for Novo Nordisk (1874-1943) Måske Marie Krogh ikke bare skal have en statue, men måske en andel i August Kroghs nobelpris med tilbagevirkende kraft. Fun fact: Det er både i 1920, at August Krogh får nobelprisen i medicin og fysiologi, og Marie Krogh får konstateret alvorlig sukkersyge. Hun er blandt de første patienter til at få insulin. C. Karen Volf, konditor og bager samt grundlægger af Karen Volf (1864-1946) Jakob Engel-Schmidt har vist sagt, hvad der er at sige om Karen Volf. D. Olivia Nielsen, den første formand for Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) (1852-1910) Fun Fact: På sit dødsleje bad Olivia Nielsen hovedbestyrelsen om, at hendes datter Gudrun Bodø blev valgt som efterfølger for hendes livsværk, KAD. Det blev datteren, men kun i kort tid, før hun efter intern strid blev efterfulgt af Sofie Rasmussen, hvis historie som en fagforeningsleder og forkæmper for kvinders valgret også er værd at læse om. C. Henriette Danneskiold-Samsøe, grevinde og grundlægger af Holmegaard Glasværk (1776-1843) Fun fact: Forældrene til Johanne Henriette Valentine Danneskiold-Samsøe bar – sjovt nok – begge navnet, nemlig Kaas. Faderen var søofficeren og chefen for Holmen Frederik Christian Kaas (1772-1804) og moderen Edele Sophie Kaas (1746-1800) fra Nedergaard på Langeland. Og de overtog faktisk gården på Langeland. Men bare rolig – det er bare to grene af en ældgammel uradelsslægt. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/mod-indignation-vilje-og-forstand-hvis-nogen-kvinde-skulle-have-en